Kun for Roadster Sektionens medlemmer

”Langs Gudenåen 2018” – en køretur i det midtjyske

fra Ry til Energimuseet ved Tange Sø – søndag d. 22. april kl. 1000 - ca. 1530


Sidste år havde vi held til at få gennemført en tidlig start på Roadster sæsonen, også selvom vi fik en lille haglbyge, mens vi nød rundstykke og kaffe. I år starter vi derfor også sæsonen tidligt, nemlig søndag d. 22. april, hvor vi vil byde jer på etape 2 af ”Langs Gudenåen”  - en tur på omkring 70 kilometer.

I år har vi dog sørget for, at vi kan få tag over hovedet, når vi nyder rundstykke og morgenkaffe, frokosten og eftermiddagskaffen .

Vi mødes stort set, hvor vi stoppede sidste år, nemlig i Ry ved den kommunale strand ved Knudsø, Sønder Ege Strand, hvor der er borde og bænke under halvtag , gode toilet forhold, gode parkerings forhold og en flot udsigt over Knudsø.

Adressen er Sønder Egevej 2, 8680 Ry.

Vi mødes kl. 1000, hvor vi sørger for, at der er smørselv rundstykker til alle. Kaffe/the bedes I selv medbringe.

Her vil også være tid til at ”sparke dæk” m.v. og kort/kørselsvejledning vil blive udleveret til hver bil. Bestilling af frokosten vil også foregå her.

Omkring kl. 1045 begiver vi os ud på en spændende køretur, hvor vi så vidt muligt følger Gudenåens forløb via Laven, Sejs-Svejbæk til Silkeborg og videre til Gjern. Undervejs gør vi blandt andet stop, så det bliver muligt at betragte motorvejsbroen over Gudenåen (fra undersiden), se den spændende arkitektur og i øvrigt gå på Trækstien, som pramdragerne gjorde i gamle dage, når de trak prammene med gods mellem Randers og Silkeborg.

Frokosten er planlagt til at finde sted på Landal Søhøjlandet, Gjern,  hvor vi har reserveret bord i feriecentrets restaurant.

Frokosten vil være for egen regning. Landal Søhøjlandet byder på pizza til kr. 75,- pr stk, pizzabuffet til kr. 79,- pr person og sandwich med kylling og bacon eller ost og lufttørret skinke til kr. 55,- pr stk.

Fra Landal Søhøjlandet  går ruten tilbage til Gudenåen via Svostrup til Truust og videre forbi Ormstrup Gods, hvor Niels Due Jensen (Grundfos) bor med sin familie.

Vi kører videre til Ans, hvor vi kører ud til Bodalen og besøger CC-Cars  - en af Danmarks største forhandlere af klassiske biler. CC-Cars er i øvrigt også store indenfor leasing af såvel klassiske som nye biler.

Stoppet hos CC-Cars vil vare ca. 45 minutter. CC-Cars er vært for eftermidagskaffen, hvis vi selv medbringer kagen til kaffen. Vi vil derfor gerne opfordre til, at et par stykker eller 3 af vore medlemmer, som er så gode til at bage, melder tilbage om de hver især har lyst til at bage en lækker kage til ca. 10-15 personer.  Giv gerne besked, når I tilmelder jer, hvis I tager kage med.

Fra CC-Cars tager vi det sidste, korte stykke af ruten vest om Tange Sø til Energimuseet, hvor årets tur ”Langs Gudenåen” slutter på P-pladsen ved museet.

Vi forventer at være fremme ved Energimuseet omkring kl. 1530. Da museets udstilling lukker kl. 1600, vil der i år desværre ikke være megen tid til et besøg på museet - det må blive en anden gang . Museets cafeteria har åbent til kl. 1600, så det vil være muligt at købe en forfriskning her, inden I vender næsen hjemad igen.

Tilmelding senest mandag d. 16. april på mail roadstersektion@bmw-club.dk, eller på telefon 4037 7850 eller 2323 1267. Oplys navn, telefonnr, hvor mange I kommer og om I bager en kage til os til eftermiddagskaffen.

VI SER FREM TIL AT SE MANGE AF JER TIL EN SPÆNDENDE TUR I DET MIDTJYSKE - ”LANGS GUDENÅEN 2018”.


Mange hilsner

Ina, Preben og Per