Kun for Roadster Sektionens medlemmer

Søndag d. 23. april inviterer vi til en spændende køretur i det midtjyske – "Langs Gudenåen" – på ca. 90 kilometer.

Vi mødes i nærheden af Rørbæk sø, nærmere bestemt på P-arealet modsat Vester Mølle Røgeri, Put & Take, Vestermøllevej 7, 7273 Give kl. 1000, hvor vi sørger for, at der er smør-selv rundstykker til alle.
Kaffe/the bedes I selv medbringe.

Omkring kl. 1030 begiver vi os ud på en spændende køretur, hvor vi på dele af turen følger Gudenåens forløb fra dens udspring frem mod Mossø. Undervejs gør vi blandt andet stop, så vi kan gå ind til de 2 steder, hvor Gudenåen (Gudenfloden) og Skjern Å har sine udspring.

Der er en lille gå tur på ca. 100 m fra P-pladsen til Gudenåens udspring, og yderligere ca. 200 m herfra til De Gamle Badebassiner.
Fra P-pladsen er gåturen på ca. 500 m til Skjerns Ås udspring. Gåturene foregår på rimelige skovstier, som dog ikke egner sig til stiletter, så husk praktisk fodtøj.

Køreturen ind til P-pladsen ved Gudenåens og Skjern Ås udspring byder på ca. 500 m kørsel på grusveje, hver vej – så er I advaret!

Læs nærmere om området omkring Gudenåens og Skjern Ås udspring i denne folder.

Frokosten er planlagt til at finde sted ved Den Genfundne Bro ved Vestbirk. Vi skal gå ca. 300 meter fra P-pladsen til Den Genfundne Bro på en asfalteret sti.
Læs mere om området ved Den Genfundne Bro i denne folder.


Frokosten skal I selv medbringe, og vi kommer til at indtage den i det grønne. Der er nogle bord/bænkesæt ved Den Genfundne Bro, som vi kan bruge, men medbring gerne selv stole og måske et bord, da bord/bænkesættene står lidt spredt i området. Det vil være en god ide at tage et tæppe/hynder med til at ligge på bænkene, hvis I ikke medbringer stole.

Bliver det mod forventning så dårlig vejr, at det ikke er muligt at spise under fri himmel, vil vi køre forbi Pejsegården i Brædstrup, hvor vi så vil nyde deres frokost menu.
Når vi har set vejrudsigten torsdag aften, vil vi give besked om, hvor vi forventer at spise frokosten.
PS. Et besøg ved Den Genfundne Bro bliver det under alle omstædigheder til, uanset vejret.

Fra Den Genfundne Bro går ruten øst om Mossø via bl.a. Voervadsbro. Vi forventer at gøre stop ved Mossø inden Alken, på et sted, hvor der er et flot view ud over Mossø.
Fra dette stop fortsætter vi ad små veje til Ry, hvor turen slutter på det område ved Siimtoften, der hver torsdag aften i hele sommerperioden er samlingssted for mange veteranbiler, klassiske biler og motorcykler. Vi forventer at være fremme ved Siimtoften omkring kl. 15.
Her vil vi slutte af med en gang snak og hyggeligt samvær på det store græsareal, hvorfra der er en flot udsigt over havneområdet i Ry, og hvor Himmelbjerget kan skimtes i det fjerne mod vest. På området er der desværre ingen borde/bænke, så her vil medbragte stole/et tæppe være til god gavn.
Det er muligt at købe forfriskninger, bl.a. kaffe, kage, og is i Kvickly, Ry, som ligger lige på den anden side af vejen. Vi bryder op fra Siimtoften, når det passer os hver især.

Tilmelding senest tirsdag d. 18. april på mail roadstersektion@bmw-club.dk, eller på telefon 4037 7850 eller 2323 1267.

VI SER FREM TIL AT SE MANGE AF JER TIL EN SPÆNDENDE TUR I DET MIDTJYSKE - "LANGS GUDENÅEN".


Mange hilsner


Ina, Preben og Per